Jeg har gang på gang set, at danskerne laver investering til et lavere afkast end deres lånerente. Det ses oftest på baggrund af anbefalinger fra banken.
Se altid hele din økonomi igennem, så du ikke taber penge når du investerer. Du taber eksempelvis, når du investerer til seks procent og betaler syv procent på dit lån. Det lyder for simpelt, men jeg støder faktisk ganske tit på det problem, når jeg uvildigt rådgiver mine kunder i Miranova. Måske har din bankrådgiver ikke har alle informationer om din økonomi. Måske sker det blot fordi, det er en god forretning for banken – og dermed en skidt investering for dig.
Investeringer kan let give underskud
Mange boligejere har både lån og sparer frivilligt op til pension. Renten på 5 og 6 procent lån med fast rente er i dag mindst 3,5 % i rente efter skat. Et lån med fast rente er sikkert for boligejerne, og når man først har valgt sikkerhed på lånet, vælger mange også sikkert på investeringer og pension.
| Pensionsselskab | Gennemsnitsrente efter skat 2011 |
| Danica | 2,8 % |
| SEB | 3,0 % |
| PFA | 3,0 % |
| Nordea Liv og Pension | 3,2 % |
En sikker pension er ”gennemsnitsrente”. I tabellen ses pensionsselskabers renter/afkast. Har du et lån, hvor du betaler 3,5 procent i rente efter skat og får du også en gennemsnitsrente på ca. tre procent, bør du lade være med at betale pengene ind på pensionen og i stedet betale lånet ud eller investere anderledes. Muligheder er flere.
Det er vigtigt at du gennemgår alle investeringer
Kig din økonomi efter. Du kan ikke dele tingene op og sige, at du i frie midler har lånt penge til fem procent i rente til at købe aktier, der giver ca. otte procent i afkast og ved siden af købe realkreditobligationer til fire procent. Afgør om du vil tage mere risiko og skifte obligationerne ud med aktier eller sælge obligationerne og betale gælden ud.
| A: Situation hvor der er lån | |||
| Rente og bidrag efter skat | Lån | Renter | |
| Fastforrentet 5 % lån | 3,7 % | 2 mio. | 73.700 |
| Forventet afkast efter skat | Beløb | Afkast | |
| Obligationer | 3,0 % | 1 mio. | 30.000 |
| Aktier | 5,8 % | 1 mio. | 57.600 |
| Vægtet afkast | 4,4 % | ||
| Profit | 13.900 | ||
| B: Situation uden lån og obligationer | |||
| Rente og bidrag efter skat | Lån | Renter | |
| Fastforrentet 5 % lån | 3,7 % | 1 mio. | 36.850 |
| Forventet afkast efter skat | Beløb | ||
| Aktier | 5,8 % | 1 mio. | 57.600 |
| Profit | 20.750 | ||
| Forskel om året | 6.850 |
Grafikken viser to forskellige investeringer. Investering A, hvor der lånes to millioner og der investeres i aktier og obligationer – vægtet afkast er 4,4 procent efter skat og lånerente 3,7 procent. Det giver profit. Men bundlinjen forbedres med 6.850 kroner årligt i situation B (invester kun i aktier og indfri gæld. Risikoen bliver ikke større. for der er ikke købt flere aktier. På sigt bliver tabet let over 100.000 kroner.
Undlad at låne og have kontanter på samme tid
Alt for tit ser jeg, at folk har både 100.000’er af kroner kontant til måske 1-2 procent i rente og et lån ved siden af med fast rente på fem procent og et bidrag til realkreditinstituttet på 0,5 procent – altså 5,5 procent i ”rente”. Ofte er det bedst at indfri lån med kontanterne, og overveje en omlægning til et lån, der har kortere løbetid.


Om Finansrevolutionen.dk
Hej! Hvordan er din anbefaling, hvis man har valgt F1 bolig-lån? Vi har et F1 lån på 1.200.000 kr og en løbetid på 28 år. Vi har obligationer for 150.000 kr, bankindestående på 100.000 kr og sparer p.t 10.000 kr op om måneden. Hverken min husstru eller jeg betaler topskat. Er det en god idé årligt (så længe vi sparer så meget op) at nedbringe gælden i huset med eksempelvis 50.000 kr eller mere frem for at indbetale til vores pensionsopsparinger eller købe investeringsbeviser for frie midler?
Hej Jacob
Tak for dit spørgsmål.
Først og fremmest er det vigtigt, at de obligationer I har i frie midler giver et højere afkast end jeres lån. Og det gælder også langsigtet. Nok er den korte rente lav nu, men det er blot et par år siden, at den var over 6 procent. I snit har den korte rente ligget omkring 3,5 procent, og så betaler I nok også et bidrag på 0,6 procent. Det vil sige, at lånerenten over tid nok er lige over 4 procent. Så hvad giver jeres obligationer?
Hvis I ikke har et specielt formål med de 100.000 i banken, ville jeg nok lave en ekstraordinær indfrielse for pengene. Så sparer i bekymringer og tid og går nok ikke glip af det store afkast – måske øger i overskuddet, alt efter hvad I får i rente.
Hvad angår pensionsindbetalingerne, er der mere at tænke på end blot afkastet. Hvis I ikke er alt for langt fra pensionsalderen, kan der måske spares noget skat ved at indbetale på pensionen, og så er et mindre tab på investeringerne på pensionen acceptabelt. Men er I langt fra pensionsalderen, er skattegevinsten for usikker, og så er det investeringerne, der afgør, om det er en god ide at fortsætte med at betale ind på pensionen.
Lad os sige, at I langsigtet låner til 4 procent (husk at trække skat fra). Så skal pengene investeres til et højere afkast. Lader I andre gøre det for jer, skal det trækkes fra afkastet. Det betyder med andre ord, at I er tvunget til at tage risiko. Køber I de samme obligationer som I har lån i, taber I måske en smule på grund af bidraget og handelsomkostningerne, men I undgår risiko. Bruger I en investeringsforening eller en puljeordning, bliver det endnu værre, fordi det jo også koster at få pengene investeret.
Ønsker I at tage risiko, kan det give mening. For eksempel hvis I sætter pengene i aktier eller højtforrentede obligationer. Men overvej, om det er bekymringerne værd? Så svaret er helt konkret: betal af på gælden, hvis I ikke ønsker at tage risiko. Ønsker I at tage risiko for at få afkastet, anbefaler jeg at bruge ETF’ere for at sprede risikoen til hele verden. Det er dog ikke lige sådan at kaste sig ud i.
Hej
Min hustru og jeg er i nogenlunde samme situation som Jacom D. vi har et 4 % fastforrentet lån, der udløber i 2038. Samtidig har vi godt 200.000 kr. på en bankkonto. Vi overvejer at bruge disse midler til en ekstraordinær indfrielse. Men hvordan foregår det i praksis. Er der knyttet en udgift til at gennemføre en ekstraordinær indfrielse?
Mvh.
Gunnar
Hej Gunnar
Ja, det koster typisk 1.000 kroner i enkelt gebyr. Herudover er der kurtage omkring 0,15 %, og formentlig også en kursskæring, der principielt er ligesom en kurtage. Den er nok omkring samme størrelse som kurtagen. Det afhænger af, hvilket institut I har lånet hos.
God vind.
Venlig hilsen Rune