Sådan får du det det højeste afkast i forhold til risikoen

En_god_ide_Miranova

Hvordan sætter du forskellige aktier og obligationer sammen for at få det højeste afkast i forhold til den risiko, du tager? Tre økonomer (Markowitz, Sharpe og Tobin) har fået nobelpriser for at udvikle en teori, der netop svarer på det spørgsmål, og den teori bruger vi, når vi giver dig investeringsrådgivning.
Som vi netop har set i sensommeren 2011, er aktiekurserne faldet dramatisk, mens flere obligationer er steget i kurs. Det forhold kan udnyttes ved at sammensætte mange forskellige typer aktier og obligationer, så din opsparing vokser så stabilt som muligt, mens du samtidig får det højst mulige afkast.

Grafikken viser forskellige typer af aktier og obligationer. Blander du aktierne og obligationerne på en bestemt måde efter nobelpristagernes opskrift, kan du ikke opnå et bedre forhold mellem dit forventede afkast og den risiko, der følger med. Det ses som den bue, der er tegnet i figuren; kombinerer du forskellige typer af aktier og obligationer kan du enten få højere afkast for samme risiko, eller lavere risiko og samme afkast, end hvis du blot køber en enkelt type obligationer eller aktier.

I Miranova sætter vi dine investeringer sammen, så de indeholder over 3.000 forskellige aktier og obligationer fra hele verden med fonde, der dækker de klasser af aktier og obligationer, som du ser i figuren.

Vi anbefaler, at du spreder risikoen mest muligt uden at betale for meget for det.  Omkostningerne er årligt helt nede på 0,4 procent af værdien af din investering, hvis du bruger de ETF‘er (fonde), som vi anbefaler dig. Og du kan nøjes med at bruge seks forskellige fonde, som du kan handle i din netbank. Det er mit bedste bud på, hvordan din formue udvikler sig mest stabilt, samtidig med, at du får et tilfredsstillende afkast og overskuelighed.

  1. Hej
    Der er noget jeg har grublet lidt over. Vi har jo som bekendt haft en årrække hvor krisen er blevet værre og værre – aktiekurserne er faldet drastisk og obligationerne er nogenlunde stabile. Nu er jeg jo en lidt konservativ mand, især i sparetider, og jeg har derfor de seneste par år hevet mig helt ud af aktiemarkedet og i stedet for fået forhandlet mig frem til en årlig rente på 2,5% i min bank. Havde jeg beholdt mine aktier var værdien mere end halveret, men i stedet tjener jeg en lille smule hvert år frem til krisens ende, hvorefter jeg igen tør at investere.
    Vil I mene at det er uklogt, og hvordan ville I have handlet hvis I var i mit sted?
    Jeg kan fortælle at jeg har eget hus – et lån på ca 1.000.000 kr tilbage, samt en opsparing på omkring 2.000.000 kr.

    Mvh Hans

    • Hej Hans

      Det er svært at argumentere for, at du har gjort noget uklogt! :-) Men hvis du har tænkt dig at investere i aktier igen, kan du lige så godt gøre det nu. Forbliv investeret i aktier hele tiden, med den andel der passer til dig, og reducer gerne i takt med, at du får flere år under bæltet og har mindre appetit på risiko. Når du går ind og ud af markedet, vil du helt sikkert tjene penge på det nogen gange, og andre gange vil du tabe. Jeg tror, at tabene bliver størst på sigt. Hånden på hjertet Hans: er det held eller dygtighed, at du undgik stort tab?

      Flere analyser peger på, at det med at “time” markedets op- og nedture er noget nær umuligt for både professionelle og private investorer, og det er netop, hvad du har gjort – denne gang. Hvad med næste gang? I øvrigt er aktierne jo steget ret kraftigt over de seneste måneder, og det har du ikke fået med? Jeg håber, at du værdsætter, at jeg udfordrer dig direkte. Se gerne artiklerne her på bloggen om de typiske investeringsfejl.

      God vind!

      Venlig hilsen Rune

  2. Hej Rune og tak for dit svar!
    Du må bestemt gerne udfordre mig – jeg tager altid gerne imod konstruktiv kritik:-)
    Jeg vil dog give dig ret i, at jeg nok har været en smule heldig, idet jeg solgte ud inden krisen for alvor fik ramt på markederne. Jeg har dog igen overvejet at købe lidt op – ikke mindst i Vestas som jo nærmest er på historisk lavt niveau!
    Hvis jeg så må stille dig et personligt spørgsmål – hvor mange virksomheder har du selv i din portefølje? Og er beløbet ligeligt fordelt udover dem eller vælger du fx at købe mindre af de mere risikable og omvendt?

    Mange hilsener
    Hans

    • Hej Hans

      Jeg har lige over 20 forskellige selskaber, og jeg investerer som jeg anbefaler dig og mine kunder at investere: passivt. Jeg forsøger uden alt for stor detaljeringsgrad at købe aktier fra hele verden, så jeg har en verdensindeks af aktier. Jeg har ikke analyseret risikoen på de forskellige aktier, men jeg har hovedsagligt store velkendte selskaber, da de fylder mest i “verdensindekset” og beløbene er fordelt relativt jævnt.

      Venlig hilsen Rune

Deltag i samtalen

Sørg for at angive de krævede oplysninger ( markeret med *).

 

*